Sådan kan man forberede sit barn til en god start i daginstitution
Vores erfaring viser at det er en fordel at barnet har prøvet at blive passet af andre inden opstart i dagtilbud.
Det kan være en stor omvæltning for hele familien når ens barn starter dagtilbud.
Især for barnet er der mange nye indtryk ifm. opstart. Der er mange mennesker, mere støj, anderledes mad, og nye rutiner som barnet skal lære at navigere i. Heldigvis er børn nysgerrige, og vores erfaring er at de fleste børn falder til inden for et par uger.
Når man har et lille barn der skal starte daginstitution er det vigtigt at man hjælper banet til at kunne falde i søvn alene uden at blive trillet rundt i lokalområdet i barnevogn eller båret i bæresele. Dit barn skal også kunne blive trøstes og mættes uden at blive ammet, og gerne være introduceret til alderssvarende madvarer. Vi har ikke mulighed for at tilbyde brystmælk der medbringes hjemmefra, men kan i følge aftale med jer forældre tilbyde erstatning eller vælling hvis barnet er bekendt med disse produkter.
Ydermere vil være en fordel, at du udfordrer dit barn motorisk, så barnet kan deltage i aktiviteter med jævnaldrende børn.