I maj måned starter storbørnsgruppen med de kommende skolebørn. Det foregår på tværs af stuerne, hvilket giver børnene et bedre kendskab til de øvrige skolebørn. Ny Hollænder skolen er Rosenhavens distrikt skole, som vi ligger dør om dør med. Derfor er vi så heldige at vi kan benytte os af lokaler på Ny Hollænder skolen.
Formålet med storbørnsgruppen er, at gøre det enkelte barn bekendt med hvordan det kan være at gå i 0. klasse. Der laves små "skoleopgaver", Vi tager på længere ture, leger i skolegården, går på museer mm. Når vi nærmer os storbørnsgruppens afslutning afholder vi en fodboldturnering, hvor vi spiller bold med de omkringliggende institutioner. Det er altid en stor fornøjelse og alle børn er vindere og får en medalje.
Nedenstående er et overblik over de aktiviteter der er i det kommende år:
Barnets stemme
For at skabe sammenhæng mellem institution og skole udarbejdes der et børneinterview, som sendes til den skole som barnet starter på. Det plejer at være en hyggelig stund og I får en kopi af dokumentet når det er lavet.
Skolebesøg
Vi samarbejder med Ny Hollænder skolen om at give vores største børn de bedste forudsætninger for en tryg og forudsigelig sammenhæng fra børnehave til skole. Børnene vil i løbet af deres sidste år i børnehaven komme på besøg på skolen. Her får børnene afprøvet at være i en skoleklasse, og de får mødt de voksne, der fortæller hvordan det er at gå i skole. Det plejer at være en god oplevelse for børnene, idet skolebegrebet i et børneperspektiv kan være meget abstrakt.
Afslutningsfest
Den sidste torsdag i april afholder vi en afslutningsfest for alle skolebørnene. Det foregår i Rosenhaven i tidsrummet 17:30-19:00. Når vi nærmer os afslutningen kommer der et program for arrangementet.
Det sidste år børnene går i Rosenhaven arbejder vi med følgende kompetencer:
Personlige forudsætninger
Vi arbejder med at udvikle deres selvværd og troen på egne evner. Vi vil gerne øge børn nysgerrighed og gå på mod, samt give børnene mulighed for at bruge deres egne erfaringer. Vi arbejder med at børnene skal lære at koncentrere og fordybe sig i forskellige aktiviteter, både tvungne og selvvalgte. Vi udvikler børnenes kompetencer til at give udtryk for egne behov og følelser, samt lære egne grænser at kender.
Sociale forudsætninger
Vi arbejder med at gøre børnene robuste og lære dem at være en del af et fællesskab. Vi øver os på at vise hensyn til andre og aflæse andres reaktioner. Vi udvikler børnenes kompetencer i at prøve at klare små konflikter selv og have en begyndende forståelse for hvordan deres handling har en påvirkning på andre. Dertil øver vi børnene kompetence i at overholde regler i spil og leg, samt at vente på tur. Dette er forudsætninger som er relevante i skoleregi.
Motorik og selvhjulpenhed
Vi arbejder med at børnene skal øve sig i at kaste og gribe bold, samt grundlæggende motoriske bevægelser, såsom hinke, stå på et ben, osv. Vi støtter børnene i at kunne være selvhjulpende, således at de lære at kunne klare af- og påklædning, toiletbesøg, måltider osv. ting de skal kunne selvstændigt i skolen. Vi øver finmotoriske færdigheder således at de kan tegne eget navn, holde på en blyant og klippe med saks.
Sproglige færdigheder
Vi øver børnene i at forstå kollektive beskeder med mere end en information. Vi støtter dem at være nysgerrige på tegn og bogstaver. Vi støtter dem i deres sproglige udvikling, så de kan udtrykke sig forståeligt og deltage i samtaler om enkle forhold.